LokalAVISEN Almind/Viuf
Lokale erhvervshistorier
Her på siden, vil vi løbende lægge historier ind fra vores lokale erhvervsfolk. Hvad laver de, og hvad er historien bag. Er du annoncør i bladet, så send gerne “din historie” til Heidi Kunst på e-mail: hku@kunstdesign.dk, så lægger vi den på her.
Viuf Hus og Haveservice v/Claus Pedersen
Dons Gourmet Lam v/Maria Frank
HVM Terapi v/Heidi Visbech Madsen
Birkelund Boutique v/Kimberly Young
Nyt forsamlingshus

Fra Venstre: Marcel Nielsen (Kolding kommune), Ivan Heiselberg (Kasserer AVGIF), Stig Olsen (JLF A/S), Birgitte Kragh (V), Søren P. Larsen (Formand AVGIF) og Søren M. Grønborg (Næstformand AVGIF). Foto: Nikolai Tange Kristensen

Søren M. Grønborg (Næstformand AVGIF), Ivan Heiselberg (Kasserer AVGIF) og Søren P. Larsen (Formand AVGIF) Foto: Nikolai Tange Kristensen
Nyt forsamlingshus skal samle Almind og Viuf under åben himmel
Et nyt forsamlingshus uden vægge skal være samlingspunkt for Almind og Viuf. Første spadestik er taget med hjælp fra byrådsmedlem og formand for Sundhed og Fritid Birgitte Kragh (V). Lige nu er projekt Frilufts Forsamlingshus gået ind i sin afgørende og absolut mest markante fase.
Forsamlingshuse har været lokalsamfunds epicenter i årtier. Nu drømmer Almind og Viuf om et nyt forsamlingshus, men ikke et forsamlingshus i klassisk forstand, hvor man sidder ved langbord til suppe, steg og is – men et nyt og anderledes samlingspunkt, der opfordrer til bevægelse og aktivitet i det fri.
– Samlingspunkter for lokalområdet optager rigtigt mange landsbyer lige nu, men modsat mange andre drømmer vi hverken om en bane til padel eller beachvolley. Vi vil gerne have et friluftsforsamlingshus, der kan være det naturlige samlingspunkt, når der er arrangementer i byen, siger formand for AVGIF Søren P. Larsen.
Et samlingssted uden tag men med mange faciliteter
Det nye samlingssted skal altså hverken have vægge eller sildebensparket, men det skal naturligvis indeholde en række faciliteter, der gør det sjovt og tillokkende at samles og dyrke nærværet blandt landsbyernes beboere, og det skal fungere som samlingspunkt ved arrangementer i området.
Faciliteterner er bl.a. fitness faciliteter, jumpbox med siddepladser og to store overdækninger, på tilsammen 200m2, hvor man kan opholde sig, og bla. har et godt udsyn til fodboldbanen.
Ønsket om et nyt samlingssted fik i 2021 gode kræfter fra AVGIF Hovedbestyrelse til at slå hovederne sammen og udarbejde en helhedsplan. Det har mundet ud i et skarpt og dækkende projekt, som nu er på nippet til at blive til virkelighed.
Alminde-Viuf Friluftsforsamlingshus skal være for alle i byerne. Den lokale daginstitution, den lokale skole, alle AVGIFs medlemmer, områdets teenagere, seniorerne – ganske enkelt alle uagtet alder, køn, højde og drøjde.
– Vi ser et kæmpestort potentiale for særligt de unge, som allerede har taget området til sig og bruger terrassen som opholdssted, hvor de hænger ud og hører musik – uden at forstyrre andre. De har således fået et ”fristed”, ligesom friluftsforsamlingshuset vil forlænge sæsonen for idrætslivet – siger kasserer i AVGIF: Ivan Heiselberg.
Solidt forarbejde
Der er stor opbakning til projektet lokalt, og mange frivillige kræfter har sammen med lokale entreprenører med stort gå-på mod sikret, at der er lagt en ny flot terrasse, og nu bygges der så to overdækninger på tilsammen 200m2 samt træningsfaciliteter – som en del af helhedsplanen. Det blev muliggjort ved, at den lokale grusgrav har sponsoreret sand, ligesom et lokalt cateringfirma, i samarbejde med vores lokale Brugs, har sponsoreret forplejning til de mange frivillige ildsjæle.
Både Jørgen Lund Frederiksen A/S og Kolding kommune har været gode samarbejdspartnere i processen, og midlerne fra Nordea Fonden har sikret, at projektet kan realiseres.
Desværre fraværende til første spadestik, var bestyrelsesmedlem i AVGIF. Anders H. Houe.


Birkelund Boutique åbnet af Kimberly Young
Populært corona-keramik fik den amerikanske keramiker Kimberly Young til at iværksætte byggeriet af et nyt stort kombineret værksted og butik for hendes hjertebarn Birkelund Boutique i Almind ved Kolding, og i april 2023 åbnede butikken op.
Kimberly & Birkelund Boutique klarede sig godt igennem corona, da danskerne har haft ekstra fokus på det hjemlige og nære, hvor Kimberlys produkter passer godt ind. Kimberly har som mange andre vendt blikket indad og besluttet at åbne et stort kombineret værksted & butik i Almind, hvor hun bor med sin mand og to døtre på 7 og 10 år. Et sted, hvor hun kan invitere folk ind, vise dem keramikkens kunst, og hvor man kan gå på opdagelse i hendes prikkede og finurligt fine univers. Hvor hun kan have den nære kontakt med kunderne.
“Det skal være en rejse og en oplevelse for folk at besøge værkstedet & butikken for Birkelund Boutique”, smiler Kimberly.
Det var en sand kærlighedsrejse, der fik Kimberly til at bosætte sig i Danmark. Hun er oprindeligt fra Wisconsin, hvor hun startede sin rejse med keramikken. Men med en kæmpe eventyrlyst i maven, drog hun til Caribien i 2001, hvor hun havde værksted og galleri. Skæbnen ville dog, at hendes kommende mand danskeren Sune sejlede rundt i øhavet med sin gode ven. Og 3. gang han besøgte Skt Thomas, hvor Kimberly boede, mødte de hinanden i byen. Fuldstændig som man ser det på film, blev de stormende forelskede. Derudover blev de hurtigt gift blot efter 2 måneder, så Sune kunne tage Kimberly med til Danmark. Hun byttede da også gerne det usikre Caribien ud (ustadigt vejr, svære transportforhold og usikker økonomi) med lille og hyggelige Danmark. Her brugte hun de første 5 år væk fra drejeskiver og ler, som blev byttet ud med sprogskole og morlivet.
Den prikkede amerikanske keramik som har vundet danskernes hjerter
Men i 2018 kunne hun ikke lade det ligge længere, og hun startede Birkelund Boutique og blev en del af Formfabrikken i Kolding. Siden da er det gået stærkt, og for at kunne følge med har Kimberly brug for at udvide det nedlagte landsted, hvor familien bor, med et større værksted. For danskerne er vilde med Kimberlys finurlige og prikkede univers.
“Prikkerne er efterhånden min signatur og en del af mit DNA. Jeg vil gerne fremhæve det smukke håndværk, der ligger bag de forskellige produkter – derfor oplever du blandt andet, at fingeraftrykkene, der holdte koppen under glaseringen, er fremhævet fremfor skjult. Ligesom bunden af koppen er fremhævet fremfor at være af mindre betydning”, forklarer Kimberly.
Nye muligheder i det nære og fordybelse i håndværket bag keramikken
Fra at have brugt lang tid på at tage på messer og skabe forhandleraftaler rundt om i hele Danmark, kan hun nu se i en ny retning og rette fokus på at skabe et lokalforankret keramikunivers. Det giver Kimberly muligheden for at fordybe sig endnu mere i håndværket bag Birkelund Boutique. Dét, hun i virkeligheden elsker allermest og gerne vil videreformidle til andre udover at få hendes keramik ud i de danske hjem.
“Detaljerne er meget vigtige for mig, og hvert stykke keramik bliver lavet i hånden. Det gør at alle mine produkter varierer og er unikke i sig selv”, fortæller Kimberly.
Praktiske oplysninger
Du finder Birkelund Boutique på
Vestergade 140 i Almind.
Åbningstider
Tirsdag-torsdag: kl. 10-15
Fredag: kl. 10-14
Eller efter aftale.
www.birkelundboutique.com hvor der også er en liste til forhandlere
På Instagram @birkelundboutique


Fra IT-Mand til selvstændig Altmulig-Mand
Viuf Hus- & Haveservice ApS ved Claus Pedersen
Har du brug for en havemand, der også kan ordne alt muligt andet forefaldende arbejde, som fx. at hænge lamper op, reparere en køkkenlåge, slå græs, klippe hækken eller forny dit træværk, så er Claus manden til jobbet.
”Jeg har altid haft en stor interesse for at reparere og vedligeholde huse og haver og er ud af en familie af selvstændige, så tanken om selv at være selvstændig har altid været der.
Første kæmpe skridt var at sige op. I over 26 år har jeg været ansat i en større dansk virksomhed, hvor jeg byggede forskellige IT-løsninger.
Men for at være helt ærlig var det faktisk noget helt andet, som havde min interesse. Jeg havde længe gået med en drøm om at være selvstændig med noget, der ikke handlede om IT.
Men hvordan går man så fra at være ansat i et godt job og arbejde med IT til at blive selvstændig hus- og havemand uden nogen form for sikkerhed?
Forlade en velkendt og tryg hverdag til, at stå uden arbejde og faktisk ikke vide hvad man skulle få dagen til at gå med – og om der overhovedet var noget arbejde at få.
Næste skridt handlede derfor om at få nogle opgaver, og her var familie og venner en kæmpe hjælp. Mange kendte lige nogen, som havde brug for lidt hjælp til at få slået græsset, klippet hækken, rettet nogle fliser op eller bare malet en garage. Samtidig fik jeg også etableret nogle gode kontakter blandt andre erhvervsdrivende, og endelig fik jeg faste timer i 3 børnehaver som alt muligmand. Nu var jeg ligesom i gang med faste kunder og ad hoc opgaver, og dagene var fyldt ud med opgaver.
Hurtigt fandt jeg ud af, at det at kunne tilbyde en bred vifte af løsninger var der mange kunder, som efterspurgte. En kunde kan godt have flere forskellige mindre opgaver, som jeg kan løse alene eller i samarbejde med andre. Jeg husker en af mine første kunder, som skulle have fuget en skorsten op igen, repareret træterrassen og reetableret sin græsplæne. Alt sammen opgaver, som jeg har prøvet mange gange før og kunne tilbyde at løse, fremfor at kunden skulle hyre en murer, en tømrer og en anlægsgartner.
Nu havde jeg fundet min berettigelse i markedet som en slags multiservice virksomhed, dog med speciale i det udendørs. Efter 26 år indendørs på kontor, havde jeg endelig fået muligheden for at arbejde udendørs og så endda med det, som har min interesse.”


Dons Gourmet Lam står for afgræsningen i den kommende solcellepark i Viuf
Ønsker du mere information og indblik i vores hverdag, kan vi følges på Facebook ”Dons Gourmet Lam” eller kontaktes på 20 74 12 54.
Siden 2015 har der gået får på adressen for enden af Vestersig i Viuf. Det startede med en flok på 4 shropshire får, og dette forår runder vi 300, fortæller Maria Frank, der står for Dons Gourmet Lam. Vi arbejder os frem mod en flok på 600-800 får, som vi gerne skulle være i mål med til foråret 2024. Disse får skal i perioden fra maj til december afgræsse under og imellem solpanelerne i den kommende solcellepark på godt og vel 200 hektar.
Vi er et lokal forankret mindre landbrug, der producerer lammekød i bedste kvalitet. Vi startede med shropshire racen, men har i dag mange forskellige racer, både kødfår og naturfår. Herunder texel, gotlænder, finuld, speltsau og suffolk racer. Udover projektet med afgræsning af den kommende solcellepark, laver vi i naturplejeprojekter omkring Donssøerne og ved Eltang, hvor både får og kreaturer afgræsser enge og overdrev. Vi laver naturpleje for kommuner og private, så der ikke bliver gjort brug af kunstgødning, og marker og får holdes derfor rene for kemikalier.
Racen shropshire er især velegnet til at græsse i juletræsplantager, da de som den eneste race ikke spiser nålene på træerne. Derfor afgræsser fårene også ved vores nabo, Funvadgaard, hvor de tager græs og ukrudt, så juletræerne forbliver usprøjtet. Udover disse projekter er vi også i gang med at afprøve afgræsning med shropshire får i vinplantagerne hos Skærsøgaard Vin i Dons, så der derved vil blive brugt mindre maskinekørsel i plantagerne.
De fleste af vores dyr er meget omgængelige, håndtamme og snaksaglige. Fårene får lam i april og maj, så denne periode er vores helt travle tid. Når lammene er nogle få uger gamle, kommer får og lam ud på græs.
Vi fører dagligt tilsyn med vores dyr, og når vi for eksempel skal flytte fårene fra en mark til en anden, benytter vi vores Border Collie hyrdehunde. De samler og guider flokken som ønsket, ved brug af få kommandoer. Når vi i solcelleparken skal føre tilsyn med dyrene, kommer vi til at gøre brug af en ATV, hvor vi vil køre op og ned mellem solpanelerne. Derudover har vi en fodringsplan til fårene, som først og fremmest gør, at de har den ideelle vægt, men også, at de netop forbliver omgængelige.
Formålet med vores firma er naturpleje, samt at producere lækkert lokalt lammekød. Vi slagter kun unge dyr, og derfor kan vi garantere friskt, mørt og højkvalitets lammekød. Vi sætter dyrevelfærden som 1. prioritet, lav stressbelastning og kort transporttid, og dette afspejler sig i kødets smag og kvalitet.


Heidi Visbech Madsen og HVM Terapi:
I 2015 besluttede jeg efter en længerevarende sygemelding, med stress og depression, at sige mit job som lærer op og starte som selvstændig massør og kropsterapeut.
Det var netop kropsterapien, som hjalp mig ovenpå igen efter min sygemelding og nu brænder jeg for at hjælpe folk med at få det bedre fysisk og psykisk.
Stress og negative tanker sætter sig i kroppen, som spændinger og smerter, og kan resultere i mere alvorlige sygdomme, hvis man ikke får gjort noget ved det.
I 2022 besluttede jeg mig for at videreuddanne mig som hypnoterapeut og tilbyder nu også kognitiv adfærdsterapi og hypnose, som effektiv behandling mod mange forskellige tilstande.
Nogle af de problemstillinger, som jeg brænder særligt for, er at afhjælpe angst og depression, da jeg selv har mærket det på min egen krop, hvor ødelæggende disse tilstande kan være for vores liv.
Som noget helt nyt, tilbyder jeg nu også hypnoseterapi til børn fra 7 år.
Mange børn mistrives allerede i en tidlig alder, og det lægger mig meget på sinde som terapeut og uddannet folkeskolelærer at hjælpe børn med bl.a. angst og selvværdsproblematikker. Jeg vil hjælpe dem med at få et sundt og stærkt selvværd og et godt børneliv fyldt med glæde, gå på mod og frihed til at være dem, som de er.